Om SDUFK

SDU Fodbold Kolding blev officielt stiftet som forening i 2013, og består af en kvinde- og en herreafdeling.  Kvinderne har et 7-mands hold imens herrerne har et 11-mands i Serie 4 samt et 7-mands hold.

Begyndelsen
Grundstenen til SDUFK blev lagt allerede i 2008 ved stiftelsen af et lukket herrehold for universitetsstuderende under Kolding IF, ved navn Kolding University FC.

Senere blev også et kvindehold etableret under KUFC-navnet, og herrerne blev nok til at starte yderligere et 7-mandshold. Med stor hjælp fra frivillige, tilskuere og sponsorer var det muligt at drive de lukkede hold med stor succes og opbakning, hvilket også resulterede i flere oprykninger.

Sammenholdet
Hele grundidéen omkring et fodboldhold med udgangspunkt i Syddansk Universitet Kolding var at skabe bedre rammer for de studerende, og især tilflyttere til Kolding, igennem sport. Vi ser fodbold som en af de bedste måder hvorpå man kan skabe sig et godt og sundt netværk samt et tilhørsforhold til selve byen Kolding.

Igennem årene er sammenholdet blandt klubbens medlemmer blevet stærkere og stærkere, hvilket især også er sket igennem SDU Koldings fredagscafé Ubåden, som har dannet ramme for utallige af holdets sammenkomster og fester.

SDU Fodbold Kolding
I starten af 2013 blev Kolding University FC omdannet til SDU Fodbold Kolding, som blev en selvstændig forening. Grundstammen og værdierne fra de mange år som lukkede hold blev taget med over i SDUFK, og lever videre i bedste velgående.

De stærke rødder og sammenholdet fra Café Ubåden er afbilledet i klubbens logo, som også afspejler tilknytningen til den gamle kongeby Kolding.